LENDUM: På Lendum Skole havde de valgt at bruge ugen op til påske på at levendegøre påskens budskab i en emneuge, hvor børnene lavede palmegrene, altertavler, bagte nadverbrød og øvede gospelsange. Ugen kulminerede med en Påskevandring, hvor eleverne oplevede Jesus sidste vandring på smertens vej fra skolen gennem byen til Lendum Kirke.

På skolen var der optakt til Påskevandringen. Sif Pape bød elever og deres forældre og bedsteforældre velkommen til en tidsrejse gennem Jerusalem. Sif Pape fortalte om Påsken for 2000 år siden, og hvordan den blev fejret i det gamle Jerusalem. Og om Jesus der kom ridende på et æsel ind i Jerusalem og blev hyldet af folket, men ikke af de romerske soldater under Pontius Pilatus, som var den politiske ansvarlige for domfældelsen og korsfæstelsen af Jesus.

Efter den historiske gennemgang begyndte vandringen fra skolen til kirken. På Via Dolorosa, ”Smertens vej”, gennem det gamle Jerusalem oplevede eleverne den rute, som Jesus gik på vej til sin korsfæstelse. Vandringen sluttede i kirken, hvor sognepræst Eva Christophersen holdt påskegudstjeneste med nadver for skolens børn og deres forældre og bedsteforældre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...