Ligger fint i 2. division efter hjemmesejr over Ikast

SINDAL: SBK’s hold i 2. division har på hjemmebane spillet mod Ikast.

I den forbindelse har klubben sendt følgende referat:

”Resultatet blev en meget sikker sejr på 6-2, hvorved holdet bevarer andenpladsen i rækken.

Michael Fischer (21,42) kom rimelig fra start. Efter få indgange havde han slået et solidt hul. Herfra med autopiloten slået til, kunne han således trille en sikker sejr i hus.

Jens Kallehauge (15,14) havde inden kick off eksperimenteret med noget hvidløgskridt. Dette faldt ikke særlig heldigt ud, idet han fra start ikke havde styr på marginalerne. Noget unødvendigt kom modstanderen derved med ind i kampen. Således blev opgøret mere spændende end velspillet. I slutfasen havde han stadig ret gode chancer for succes. Desværre løb alle tiltag den forkerte vej. Således måtte han noget unødvendigt indkassere et lille nederlag.

Joakim Nielsen (30,00) tordnede ud af startboksen. Med superflot spil havde han lynhurtigt trillet sig afgørende i front. Da han yderligere satte ny personlig rekord med en serie på 238, blev den sidste rest af tvivl elimineret. Den meget flotte indsats blev således vekslet til en tårnhøj sejr.

Jesper Holmberg (46,15) svang taktstokken fra første bal. Modstanderen havde ingen modtræk hertil. Koncentrationen blev i top, på trods af det moderate modspil. Derfor kunne han i ensom majestæt afstikke kursen helt til mål. Slutfacit blev således en yderst komfortabel sejr.”

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...