Solidt elevarbejde bag weekendens store kunst- og hobbymesse på Tolne Efterskole

TOLNE: Det var 10. gang Tolne Efterskole var vært for den store Kunst- og Hobbymesse, som også markerer at det snart er jul.

Også i år var der stor opbakning og deltagelse fra lokalsamfundet, kunstnere og kunsthåndværkere, der med en bred vifte af hobbyprægede og kreative udstillinger trak mange besøgende til.

Med salg af nisser, kranse og andre genstande der hører julen til var det tydeligt, at der var lagt op til at de mange besøgende kunne hente inspiration til julen. Mens Hits Up spillede, kunne man gå på opdagelse og hente inspiration hos de mange udstillere, og få smagsprøver på en lang række forskellige delikatesser.

Jeanette Kapper Holtegaard, som er lærer ved Tolne Efterskole, havde sammen med skolens elever og medarbejdere arrangeret dette års kunst- og hobbymesse, fortæller: - At det er et spændende startskud til, at hente inspiration til julens kommende begivenheder. - Men det er eleverne der er centrum for messen, fortæller Jeanette Kapper Holtegaard, hvor formålet er at få eleverne inddraget, så de kan vise, at de er engagerede og stolte af deres skole, ved at være med til at lave sådan et stort arrangement. Felix Marius Aarup Winkler var en af de elever, der stolt kunne fremvise nogle flotte brændeovne, som han havde været med til at lave på værkstedet for Motor & Metal, hvor der til dagligt arbejdes med svejseapparater, håndværktøj og specialværktøj.

I Køkkenet havde man længe forberedt sig på denne dag, og havde haft travlt med at lave lækkert bagværk, som Louise, Paulo og Christoffer serverede for de mange besøgende.

- Eleverne har gennem det sidste stykke tid været med til at planlægge og forberede messen, og brugt meget tid på at klargøre skolen og standende til udstillerne, og ikke mindst på det bagværk der bliver solgt i cafeen, fortæller, Jeanette Kapper Holtegaard.

- Der er mange udstillerne der kommer igen hvert år, fortæller Jeanette, de betaler for standen ved at levere gevinsterne, ofte fra deres egen stand, til det amerikanske lotteri, hvorfra overskuddet går til skolen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...