Skattesag får farvehandler Tommy Høj til at lukke forretningen den 1. oktober

Sindal: Høj Data og Sindal Farver lukker mandag d. 1. oktober klokken 17.30.

Det oplyser farvehandler Tommy Høj på sin Facebook side, hvor han skriver:

- Vores virksomhed er desværre kommet i den situation af vi ikke længere kan betale vore kreditorer.

En gammel skattegæld fra 2013 og 2014 har sat en stopper for virksomhedernes videre drift. Det har vist sig helt umuligt at lave en akkord med Skat, så omkring 200.000 Kr. viser sig at være det beløb, der skiller for at kunne drive virksomhederne med 8 ansatte videre. Dette beklager vi meget først og fremmest over for vore ansatte.

En medvirkende årsag til lukningen er også, at den bygning på Vestergade 11, hvor Sindal Farver og Høj Data har lejet lokaler, er sat til salg.

- Med kun 6 måneders opsigelsesfrist, er dette medvirkende til at skabe usikkerhed om den fremtidige drift. Vi arbejder lige nu med muligheden for en eventuel rekonstruktion af virksomheden i nye rammer og håber at kunne vende tilbage med godt nyt snarest muligt, fortæller Tommy Høj.

Lukningen medfører også at postbutikken i forretningen lukker.

Det er kun få måneder siden den anden lejer i bygningen Kirkens Korshær flyttede over i en tidligere Aldi butik i nabolaget.

Ved siden af denne står en anden discountkæde Fakta lige nu med butiksbygning, som kæden gerne vil leje ud eller sælge. Butikken blev lukket i forbindelse med at Fakta lukkede en række butikker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...