Nuværende bestyrelse kan ikke finde folk nok til at stå i spidsen for arbejdet

SINDAL: Sindal Idrætsforenings Venner skal på en ekstra ordinær generalforsamling tage stilling til opløsning af foreningen.

Dette skyldes, at der ikke har kunnet vælges en bestyrelse på den ordinære generalforsamling. På en ekstra ordinær generalforsamling kunne der heller ikke vælges en bestyrelse. Her drøftedes også om foreningen skulle opløses og et flertal stemte for.

Da der ikke var mødt medlemmer nok til at træffe beslutning om opløsning, skal bestyrelsen jfr. vedtægterne indkalde til endnu en ekstra ordinær generalforsamling, hvor emnet behandles og tages under afstemning. Foreningen kan opløses hvis 75 procent af de fremmødte medlemmer stemmer for en opløsning.

Foreningen kan dog videreføres, hvis der indenfor en tre-årig periode oprettes en ny forening med samme formål – nemlig, på forskellig måde at virke til gavn for sporten indenfor Sindal Idrætsforening.

Som det er mange bekendt nåede Sindal Idrætsforenings Venner at virke som støtteforening til SIF i 50 år.

- Det er derfor vemodigt, at foreningen ikke har kunnet vælge bestyrelse til at fortsætte arbejdet, lyder det fra Erik Blok på vegne af Sindal Idrætsforenings Venner.

Den nuværende bestyrelse har ikke kunnet finde emner til at stå i spidsen for arbejdet. Gennem tiden har man løst ledermanglen ved at reducere antal bestyrelsesmedlemmer, først fra 9 til 7 og senere igen fra 7 til 5 medlemmer. Denne mulighed ses ikke mere at være løsningen, da 5 medlemmer i bestyrelsen anses for nødvendigt.

Foreningens aktiviteter søges videreført af Sindal Idrætsforening, enten af hovedforeningen eller af en af de sportslige afdelinger. Det drejer sig om senior motion for 60+, Sindal Markeds tombola og salg af den årlige julekalender.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...