HØRMESTED: Sindal Privatskole er flot kørende i mere end én forstand. Fra den spæde start i 2011 med 44 elever til i dag, hvor skolen har 94 elever fordelt på klassetrinene 0. - 9. klasse. Og med mange elever, der kommer fra andre steder end Hørmested, har det været nødvendigt for skolen at anskaffe sin egen skolebus. Det blev fejret ved skoleårets start med snoreklipning, sang og kagemand - en festlig start på et nyt skoleår.

- Vi har købt bussen for at sikre, at vores elever kan komme i skole på en betryggende måde. Når vi har vores egen bus, kan vi også indrette kørslen efter elevernes behov. Lige nu kører bussen her fra Hørmested over Stenhøj, Lendum, Bredmosevej, Lendumvej, Linderum, Sindal Hallen retur hertil, fortæller skoleleder Ann Christiansen.

Bussen er en Scania fra 2008 med plads til 45 elever. Bussen betjenes af to rutinerede chauffører Flemming Sørensen og Henrik Bojer, der også efter behov kan køre med eleverne på ture ud af huset.

Skolen arbejder hele tiden med at gøre undervisningen så effektiv og afvekslende som mulig. Derfor er der startet et nyt tiltag med temabaseret undervisning for 3. - 6. klassetrin i 10 ugentlige timer. Klasserne arbejder sammen i undervisningen med henblik på at højne det faglige niveau og gøre undervisningen i de små fag mere spændende.

Det er lærerne Marie og Mikkel, der er tovholder på den temabaserede undervisning, og de pointerer, at alle de af Undervisningsministeriets fastsatte mål selvfølgelig overholdes. Der er fire temaer á 8 uger på et skoleår og frem til jul arbejdes der med "Tro, håb og videnskab".

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...