Tennisklubben har fejret 40 års jubilæum og fundet nye klub mestre

SINDAL: I år er det 40 år siden, at Sindal Tennisklub så dagens lys, og det blev forleden fejret med stor reception og åbent hus. Borgmester Arne Boelt var blandt dagens gratulanter. På kommunens vegne takkede han for det store engagement og frivillige arbejde, som klubben yder til gavn for hele Sindal og omegn ikke blot nu, men gennem alle 40 år. Arne Boelt overrakte herefter kommunens gave med ønsket om fortsat fremgang til glæde for nuværende og kommende medlemmer af klubben.

Det var Henrik Olesen der i sin tid tog initiativet til at starte en tennisklub i Sindal. Han havde på det tidspunkt en stor forretning "Henriks Udstyr" med manufaktur og gardiner i Nørregade 13. Henrik kontaktede flere og spurgte, om de var interesseret i at spille tennis. I starten var der to, der synes, det var en god ide, men kredsen af interesserede voksede dog hurtigt, og der blev dannet en bestyrelse. I starten blev der spillet tennis på de gamle baner bag Sindal Bykirke. Da banerne, der var etableret før 2. Verdenskrig, var i meget dårlig stand, arbejdede Henrik Olesen på at finde et område, hvor der kunne etableres nye og moderne tennisbaner samt et lille klubhus. Sindal kommune var lydhøre over for tankerne og stillede det område, hvor Sindal Tennisklub er i dag til klubbens disposition. Der gik dog 2 år fra ide til at Sindal Tennisklub var en realitet, og medlemmer kunne begynde at spille tennis på de nye baner. Allerede fra starten var der 70 medlemmer, og i løbet af de følgende år voksede antallet til 210 medlemmer. Det krævede både en tredje bane og et klubhus. Derfor begyndte medlemmerne i 1980 at grave ud til et klubhus, der senere er blevet udvidet med en terrasse. Den tredje bane måtte vente til senere.

- Vi har i dag de allerbedste faciliteter, vi kan tænke os. Vi har et dejligt klubhus med toiletter og omklædningsfaciliteter. Et lille køkken og et dejligt mødelokale, hvor vi har et skønt fællesskab. Og vi har tre gode og moderne tennisbaner samt en paddlebane, fortæller Henrik Olesen, der altid har været "banemand" og stået for det praktiske i klubben.

Efter receptionen blev der spillet om årets klubmesterskaber. I damesingle vandt Susanne Ejsing. I herresingle vandt Henrik Vangsted, og klubmesterskabet i mixdouble vandt Karen Folkmar og Karsten Jakobsen.

Den festlige jubilæumsdag blev afrundet med en stor aftenfest for klubbens medlemmer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...