SINDAL: Når Sindal Tennisklub inviterer til standerhejsning, så mener de det i ordets bogstaveligste forstand. For det er ikke blot klubbens flag, der bliver hejst op i flagstangen, nej det er hele flagstangen med flag, der fra liggende stilling højtideligt bliver hævet til lodret og fastgjort til soklen. På den måde markeres det, at den nye tennissæson er startet..

Det skete i lørdags med et stort anlagt program, hvor der fra morgenstunden blev serveret kaffe og rundstykker. Klokken 10 talte formanden Arne Vestergaard, inden den højtidelige standerhejsning.

Arne Vestergaard benyttede denne lejlighed til at takke for det store frivillige arbejde, der bliver lagt i klubben til fælles gavn og glæde. Formanden håber, at der i løbet af sæsonen kommer flere medlemmer til klubben.

- Der var engang, hvor vi var over 200 medlemmer i klubben, men så kom golfbanen, og det trak desværre flere af vores medlemmer til golfsporten. I dag er vi omkring 50, men der er plads til mange flere, for vi har nogle rigtig gode faciliteter med et moderne klubhus og baner både for unge, begyndere og de mere øvede, siger Arne Vestergaard.

For at styrke medlemmernes sportslige niveau har klubben ansat Christoffer Stampe Henningsen fra Hjørring som træner. Han er fagligt meget kvalificeret, da han har gennemgået en omfattende træneruddannelse. Med ansættelsen håber Sindal Tennisklub at kunne tiltrække nye medlemmer til den spændende sportsgren.

Sindal Tennisklub, der blev stiftet i 1978, har eget klubhus på Vinkelvej, hvor der bade- og omklædningsfaciliteter og mulighed for socialt samvær. Klubbens anlæg består af 2 rødgrusbaner, 1 helårs Dunatopbane, 1 asfalt minitennisbane samt en af Danmarks eneste Padel-tennisbaner. Medlemmer, der har nøgle til klubben, kan spille på banerne næsten døgnet rundt, og i sæsonen er der klubtræning hver onsdag, hvor spillerne kan få råd og vejledning. Det er fra klokken 16 - 18 for de unge og fra klokken 18 - 20 for seniorer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...