Helle Sten, der hidtil har været kunderådgiver, er udnævnt til afdelingsdirektør.

SINDAL: Nordjyske Bank i Sindal har fået ny afdelingsdirektør og nye kunderådgivere fra den 1. september. Det blev i torsdags markeret ved en reception i bankens lokaler, hvor kunder, forretningsforbindelser, familie og venner fik mulighed for at hilse på de nye medarbejdere.

Nye medarbejdere er måske så meget sagt, da der mest er tale om skift af arbejdsområder. Helle Sten, der hidtil har været kunderådgiver, er udnævnt til afdelingsdirektør. Hun overtager faklen efter Klaus Christensen, der den 1. juli havde 40 års ansættelsejubilæum og herefter valgte at overgå til en seniorordning med en ugentlig fridag. Ny medarbejder er Susanne Hjørringgaard, som afløser Kimi Kristiansen, der nu er kunderådgiver i Hjørring afdelingen.

Helle Sten er 37 år og har været ansat i banken i 14 år heraf 2,5 år som souschef. Klaus Christensen har som nævnt været ansat i 40 år i Nordjyske Banks forskellige afdelinger. Han har blandt andet været afdelingsdirektør i Bindslev, indtil denne afdeling blev lagt sammen med Sindal, hvor han nu har været de sidste 7,5 år. Klaus Christensen har selv ønsket at gå lidt ned i tid og er nu kunderådgiver. Susanne Hjørringgaard er ny kunderådgiver. Hun er et kendt ansigt i Sindal fra hendes tidligere ansættelser i Bikuben/BG-Bank/Danske Bank. Susanne Hjørringgaard var herefter med til at etablere Sparekassen Vendsyssels afdeling i Sindal, hvor hun var afdelingsdirektør frem til 2014. Herefter blev hun ansat i Realkredit Danmark/Danske Bank i Aalborg frem til nu.

I Nordjyske Bank i Sindal er der fortsat otte medarbejdere. Helle Sten er afdelingsdirektør. Hanne Karlshøj, Klaus Christensen, Per Christensen, Susanne Hjørringgaard og Uffe Andersen er kunderådgivere, og Helle Strauss og Mette Præstegaard er kundemedarbejdere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...