SINDAL: I torsdags var der fest på Sindal Skole. Årets Skolefest med emnet ”Bæredygtighed” blev et tilløbsstykke. I hundredvis af forældre, bedsteforældre og børn vrimlede rundt på skolen hele aftenen.

Altid, når der er skolefest, er der et emne, som eleverne skal forholde sig i ugen op til festen. I år var det ”Bæredygtighed”, som kort fortalt handler om, at alle skal passe på hinanden og på kloden. For at opfylde det overordnede tema for skolefesten, har alle skolen elever haft opgaver, der skulle løses. 1. klasserne har arbejdet med skraldekunst, og det blev til flotte kunstværker, der blev udstillet i skolens aula. 1. klasserne har også sorteret affald i skolegården, og eleverne fandt, at det ikke var helt let at inddele affaldet i de rigtige kategorier. Det gav selvfølgelig anledning til en masse snak med lærerne om, hvad der kan genbruges, og hvad der skal sendes til afbrænding.

Fase 2 eleverne fik et oplæg af Carsten Bregnhøj fra Grøn Guide, og herefter var det ud omkring skolen og samle affald, der blev sorteret.

0. klasserne besøgte Genbrugsbutikken i Danmarksgade, hvor Lillian og Ole Andersen fortalte om deres arbejde med genbrug og bød børnene på frugt. Herefter blev de 41 børn sluppet løs med 20 kroner til at handle for.

I løbet af ugen har skolens elever arbejdet på forskellig vis med emnet ”Bæredygtighed”. De har besøgt Sindal Vandværk, Genbrugspladsen, Affaldssorteringen, Sindal Autoophug, byens genbrugsbutikker og samlet affald i by og skov.

Mandag den 11. marts var elever fra fase 2 ude og samle affald i Sindal by. Her blev der på 1 time i alt indsamlet 108,8 kilo affald, heraf 17,8 kilo plastik, 6,5 kilo glas, 9 kilo papir, 0,3 kilo mad, 9,2 kilo metal, 41 kilo restaffald og 25 kilo til genbrugspladsen. Det gav stof til eftertanke!

I løbet af aftenen præsenterede eleverne, hvad de havde arbejdet med i emneugen. I de mange klasselokaler var der konkurrencer, loppemarked, modeshow, udstillinger, genbrugsbutik og sang og musik. Børn og voksne kunne også prøve skraldekast, spøgelseshus, mælkekartonfoldning og andre sjove aktiviteter.

I biblioteket blev der serveret en lækker buffet, og i skoleboden samt aulaen var der salg af fransk hotdog, vafler, chips og meget andet.

Senere på aftenen præsenterede fase 2 eleverne et modeshow med genbrugstøj fra Y’s Men’s Genbrugsbutik i Danmarksgade og fra Røde Kors genbrugsbutik i Sindal. Skolefesten sluttede med musikalsk indslag af Broadway-linjen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...