Til sidste års julekoncert i Sindal Bykirke blev Sindal Skoleorkester betænkt med et legat til indkøb af nye kornetter. I mandags viste de elever fra Sindal Skole, der indgår i Sindal Skoleorkester, hvor langt de er nået med deres musikalske færdigheder. De spillede ”Mary’s Boychild” på blandt andet de fine nye kornetter. Nummeret var arrangeret af deres musiklærer Claus Zielke og dirigeret af Kristina Hansson. Publikum var meget imponeret over børnenes færdigheder og kvitterede med et stort bifald. Senere spillede Sindal Skoleorkester sammen med Sindal Brass Band ”Three Carols: Good King Wenceslas, Away In a Manger og We Wish You a Merry Christmas”.

I år var Sindal Sogns Musiklegat på 10.000 kroner, hvor Sindalkoret fik 7.000 kroner til stemmetræning samt nye tørklæder, og Sindal Brass Band modtog 3.000 kroner til musikundervisning.

Efter legatuddelingen sang menigheden ”Vær velkommen, Herrens år”, inden Sindalkoret sang deres første afdeling. Sammen med Sindalkoret sang menigheden ”Nu i den hellige time”, og herefter sang Sindalkoret anden afdeling med fire julesange.

Imens, der blev gjort klar til de to orkestre Sindal Skoleorkester og Sindal Brass Band, var der endnu en fællessalme ”Blomstre som en rosengård.

Inden sognepræst Hanne Jørgensen bad Fadervor og lyste Velsignelsen, spillede Sindal Skoleorkester og Sindal Brass Band både sammen og hver for sig.

Som afslutning på en flot koncert sang den stående menighed salmen ”Dejlig er jorden” ledsaget af orgel, Sindal Brass Band og Sindalkoret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...