Anne Dorte Michelsen optrådte i kirken

HØRMESTED: Sidste torsdag bød på en stemningsfuld koncert i Hørmested Kirke. I en fyldt kirke sang Anne Dorte Michelsen et stort udvalg af sange, der indholdsmæssigt strakte sig fra barndommen til hendes nuværende karriere.

Kirken var flot pyntet med blomster i alle kirkebænkene, og det dæmpede lys gav en intim atmosfære, da formanden for menighedsrådet Bodil Kjær bød velkommen. Hun glædede sig over den store opbakning, der er til disse traditionelle efterårskoncerter. Det er i år fjerde gang, at der er koncert i Hørmested Kirke med en kendt kunstner.

Anne Dorte Michelsen er 61 år, og er kendt som sangerinde og sangskriver. I Danmark er hun primært kendt for sin andel i Tøsedrengene, Venter på Far, samt for sin solokarriere. Hun begyndte sin sangkarriere allerede i 1974 og har gennem årene bevæget i mange forskellige stilarter og sunget i forskellige grupper og sammen med andre som eksempelvis Cæcilia Glode, Cathrine Nordseth og Gitte Naur under navnet Venter på Far. Perioden fra 2013 har i høj grad været en periode af genopdagelser, der førte til en lang række koncerter med orkesteret ”Det lykkeligste band i verden”.

Sideløbende har Anne Dorte Michelsen fortsat sine kirkekoncerter, hvor hendes teksters dybde og melodiers klare og rene toner kommer til deres ret i kombination med klassiske danske sange og salmer. Og forleden aften i Hørmested Kirke, fyldte hun kirkerummet med kendte sange, som publikum sang med på.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...