SINDAL: Vendelbocentrets Venner er nu klar med et overflødighedshorn af et musikprogram til årets store musikfestival, der afvikles i dagene 11., 12. og 13. juni i det 540 kvadratmeter store telt på området ved Vendelbocentret på Vendelbogade i Sindal.

Det er i år 11. gang, der er Musikfestival ved Vendelbocentret, og som tidligere år er det populære musiknavne, der optræder i Sindal. Programmet omfatter kunstnere, der har spillet til Musikfestivalen tidligere, og som publikum har ønsket et gensyn med. Det er blandt andre Ole Gas, Kisser og Søren, Lotte Riisholt og Bo Young. Da Vendelbocentrets Venner ønsker, at der hvert år også skal være fornyelse, har de til årets musikfest endvidere engageret Klaus Strand-Holm fra Klaus & Servants og hans hustru Karin samt The Firebirds, Midt I Ugen og Thopper.

Festivalen begynder tirsdag den 11. juni klokken 10 med åbningstale, og herefter går det slag i slag med musik dagen igennem. Først spiller Sindal Harmonikaklub dansemusik for de unge, der er blevet lidt ældre, og herefter spiller og synger Skagen Viseklubs Mandskor sange fra ”Dengang farfar var ung”. Lotte Riisholt begynder eftermiddagen med dansktop melodier og country musik, og dagen afsluttes med Klaus Strand-Holm fra Klaus & Servants og hans hustru Karin, der synger ørehængere fra deres store repertoire.

Onsdagen starter klokken 10.15 med festlig fællessang sammen med De Sangglade, der er Vendelbocentrets og Aktivhusets fælles kor. Herefter underholder Jørgen og Co. med let genkendelige sange og melodier. Efter middagspausen er det The Firebirds, der spiller melodier fra 60’erne og 70’erne af Cliff, Elvis, The Shadows m.v. Dagen rundes af med Kisser og Søren, der spiller og synger egne melodier og nogle af de kendte fra Giro 413.

Om torsdagen lægger Midt I Ugen ud med glad dansemusik efterfulgt af den populære countrysanger Thopper. Eftermiddagens program starter med Ole Gas, der giver den gas med Kim Larsen sange, og Bo Young afslutter den store musikfestival med mange af sin fars, Jodle Birges, sange.

I teltet er der også en café med mad, øl, vand, vin og kaffe, så gæsterne kan få lidt at spise og drikke, mens de nyder det alsidige musikprogram.

Vendelbocentrets Venner fortæller, at musikfestivalen ikke kun er for Vendelbocentrets beboere, men en festival for hele byen og omegnen. Alle er meget velkommen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...