LENDUM: Forleden havde menighedsrådet i Lendum inviteret til koncert med overskriften ”Cash i Kirken”. 135 havde købt billet til koncerten, der var en hyldest til Johnny Cash og hans mange sange med et stærkt kristent budskab.

Det var en timelang koncertfortælling om Johnny Cash med Karsten Holm og Cash Trioen. Karsten Holm fortæller, at Bob Dylan og Rick Rubin beskrev Johnny Cash, at ”Han var som Nordstjernen, du kunne styre dit skib efter ham”, og ”Hans storhed var ikke, at han var en stor sanger og sangskriver, det var han, men det er ikke derfor vi elsker ham, vi elsker ham fordi han var et stort menneske, og hans menneskelighed skinnede igennem hans arbejde. Hvis han havde været arkitekt, ville vi også have elsket ham for det”.

”Cash i Kirken” handlede om de indre kampe, Johnny Cash hele sit liv udkæmpede, og som udmøntede sig i de formidable sange og fortolkninger, han efterlod til denne verden.

Karsten Holm fortalte om Cash’s tro, hans dæmoner, stofferne og alkoholen, hans kamp for at holde misbruget nede og den evige kamp mellem det gode og det onde. Det var fortællingen om, hvordan Gud redder ham, da han beslutter at begå selvmord i en grotte. Cash ser lyset, Guds lys, da hans egen lommelygte dør ud. Det er fortællingen om hans forhold til kærligheden, sin elskede, familien og til de udstødte og de fattige. Cash var forkynder på sin egen måde, og hans eftermæle er historien om en kunstner med hundrede procent autenticitet.

Publikum oplevede både religiøse sange, som Johnny Cash selv har skrevet, men også sange som han fortolkede af eksempelvis Kris Kristoffersen, Hank Williams, Bruce Springsteen, Gordon Lightfoot og mange flere. Koncerten indeholdt flere store hits som de velkendte ”Boom Chica Boom”, ”Ring Of Fire” og ”Get Rhythm”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...