HJØRRING: Hjørring Folkeuniversitet er nu klar med et spændende og varieret efterårsprogram med otte enkeltforedrag og en musikforedragsrække om stilperioden Klassikken

Også i denne sæson er der tale om en blanding af foredrag i samarbejde med andre foreninger og om foredrag, som Folkeuniversitetet står for alene.

- Vi synes selv, vores program favner bredt emnemæssigt, og vi har forsøgt at imødekomme ønsker fra de mange mennesker, vi efterhånden er i kontakt med her i lokalområdet, siger formand Birger Østergaard. Vi ser frem til en god efterårssæson. Vi er så heldige igen at have fået en aftale med den meget dygtige musikhistoriker og organist, Jan Mygind. Denne gang tilbydes en foredragsrække over seks mandage om Klassikken, stilperioden mellem 1750 og 1830. Det første foredrag er mandag den 30.9, tilføjer han.

Tilmelding er senest 15.9.2019.

- Takket være et samarbejde med Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur kan vi tilbyde to gratis foredrag om bygnings- og kulturarv, fortællere formanden.

Ellers indeholder programmet blandt andet emner som ”Tryghed i en terrortid”, ved terrorforsker Anja Dalgaard Nielsen ”Islandsk litteratur” ved litteraturhistoriker Erik Skyum-Nielsen og ”Argumenter imod kvinder” ved Birgitte Possing, der blandt andet er kendt for sine biografier om kendte kvinder, og som har forsket i blandt andet køn.

Foredragene holdes i Sindal, Hjørring og Vrå. Bortset fra musikforedragsrækken kræves der ikke tilmelding.

Programmet er lagt frem på bibliotekerne i hele kommunen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...