Ægteparret Tony og Jørgen Neistskov Sørensen fra Sindal har snart været gift i 60 år

Tony og Jørgen Neistskov Sørensen, Østerlund 13, 9870 Sindal har onsdag den 3. oktober diamantbryllup. Det er ensbetydende med 60 års ægteskab, og det er en sjælden begivenhed, som kun ganske få ægtepar oplever.

Tony fra Måstrup og Jørgen fra Hørmested mødte hinanden, da de var ganske unge til en Husflidsudstilling i Hørmested Forsamlingshus. De blev ikke kærester lige med det samme, for der var meget, der skulle passes, inden der var tid til at slå sig ned et fast sted, blandt andet skulle Jørgen gennemføre en landmandsuddannelse og aftjene sin værnepligt ved Livgarden.

Tony og Jørgen blev gift den 3. oktober 1958 i Mosbjerg Kirke. De bosatte sig i Bindslev, hvor de var bestyrerpar på Nørre Aagaard. Året efter købte de gården Nymark ved Sindal. En ejendom på 30 tønder land, hvor de havde en besætning på 30 stykker malkekvæg og dyrkede peberrod, men senere koncentrerede de sig udelukkende om malkekvæget. I løbet af de efterfølgende år fik parret tre børn, Jakob, Peter og Dorthe. Efter børnene var flyttet hjemmefra, fik Tony et job som interviewer ved analyseinstituttet Gallup, mens Jørgen passede gården.

Efter 42 år med landbrug valgte Tony og Jørgen at gå på pension. De solgte i 2001 gården til deres datter og svigersøn, og købte huset på Østerlund 13 i Sindal.

Tony og Jørgen har altid været meget engageret i lokalsamfundet, både da de havde gården og i tiden herefter. Tony har i 35 år gjort rent i Sindalborgen og hjulpet FDF ved deres arrangementer. Hun er stadig et aktivt bestyrelsesmedlem i Røde Kors i Sindal og har været det siden 1983. Tony hjælper tillige ved forskellige arrangementer på Vendelbocentret. Jørgen har været bestyrelsesmedlem i banken Bikuben i 15 år og medlem af menighedsrådet i Sindal Sogn i 16 år samt i bestyrelsen for Sindal Mølle i 8 år. I dag hjælper han Borgerforeningens karruseludvalg ved deres aktiviteter.

Tony og Jørgen er altid hjælpsomme. De giver gerne en hånd til dem som trænger til lidt hjælp i det daglige, og mange foreninger nyder stadig godt af deres imødekommenhed. Gennem årene har de blandt andet deltaget i landsindsamlinger for Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse og Folkekirkens Nødhjælp.

Diamantbryllupsdagen fejres med en andagt i Mosbjerg Kirke og efterfølgende samvær i Mosbjerg Sognegård for familie og venner. Tony og Jørgen frabeder sig morgensang.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...