Julekoncert med trompetist Per Nielsen

UGILT: Under overskriften ”Christmas Time” kommer trompeten til at gjalde i Ugilt Kirke torsdag 13. december klokken 19.

Per Nielsen, der til daglig er trompetist i Sønderjyllands Symfoniorkester, blæser igen i 2018 julen ind med sine populære julekoncerter, som i de senere år har fyldt bænkerækkerne i Danmarks kirker.

Han spiller kendte julemelodier fra albummerne ”Christmas Time” og ”Christmas Joy” - for sidstnævnte modtog han få uger efter udgivelsen i 2011 en guldplade med et salg på mere end 10.000 cd’er.

På repertoiret er der en perlerække af de mest kendte julesalmer og -sange som ”Nu tændes tusind julelys”, ”En stjerne skinner i nat”, “Når jeg ser et stjerneskud” og ”Amazing Grace”.

Per Nielsen modtog i 2012 Sydbanks Musikpris, hvor musikerne i Sønderjyllands Symfoniorkester stemmer på en kollega, som har gjort sig særlig fortjent til netop denne hæder. Populariteten understreges yderligere af, at hans 18 cd’er er solgt i mere end 400.000 solgte eksemplarer, hvilket gør ham til landets mest populære instrumentalmusiker.

Ved julekoncerterne medvirker desuden pianisten Jacob Trautner og violinisten Alexandru Radu.

Billetter sælges hos Dagli’ Brugsen i Mosbjerg, Tårs Døgnbutik samt graverkontoret ved Ugilt Kirke.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...