En aften med historie, kunst, mad og musik i smukke omgivelser

MYGDAL: Under Vendsyssels høje blå himmel ligger Danmarks nordligste herregård Odden. Den er mere end 600 år gammel og lå oprindeligt på en odde omgivet af voldgrave, vandløb og en sø. Odden har været i skiftende adelsslægters eje indtil 1743 og havde mange gårde og fæstebønder under sig. Herregården Odden ejes i dag af en fond og er hjemsted for en stor samling af maleren J.F. Willumsens værker. For et par år siden er Kavalerfløjen blevet restaureret og indrettet med en gæstelejlighed med opholdsstue, soveværelse og køkken samt bad og toilet. Lejligheden udlejes som Bed and Breakfast i sommerhalvåret.

Det er i disse flotte omgivelser, at Herregården Odden for 5. gang inviterer til tre helt unikke sommerarrangementer onsdag den 17. juli, onsdag den 31. juli og onsdag den 14. august. Arrangementerne starter klokken 17.30 med velkomstdrink og forret i form af tapas i Hestestalden, hvor der også bliver fortalt om selve herregården og dens historie. Herefter er der omvisning i Victor Petersens Willumsen-samling, før der i herregårdens flotte stuer serveres middag med hovedret og dessert, leveret af Landkøkkenet Mygdal. Efter middagen er der live musik Flygelstuen eller i Hestestalden med kaffe, te og småkager inden aftenen afsluttes klokken 22.00.

Onsdag den 17. juli er det Jutta Engbjerg, der underholder på det fine flygel i Flygelstuen. Al slags musik og måske endda lidt fællessang. Middagen er timianstegt svinefilet med bacon. Bagte søde kartofler med top af sellerimos. Agurk med hytteost, purløg og rød syre. Halve bagte ferskner med ost. Vindruesauce. Desserten er is-parfait med syltet appelsin og nøddetærte med marcipan og nougat.

Onsdag den 31. juli underholder bandet ”Midt i Ugen” med danske og udenlandske hits fra tresserne og frem. Middagen denne aften er honning/hvidvinsstegt kalveculotte. Solbærsyltede glaskål. Grønkålspure med ost. Stegte aspargeskartofler og pebersauce. Desserten er pære/chokoladetærte med myntecreme og sorbet is.

Onsdag den 14. august spiller og synger ”Coffee Break” fra Hirtshals danske og engelske sange og fortæller små anekdoter. Middagen består af ølbraiserede hangersteak, halve bagekartofler med kålrabi/kartoffelmos. Bagte rodfrugter med perleløg. Feta og syltede rødløg. Ølsauce. Til dessert serveres der nøddekurve med vaniljemarineret frugt med chokolade/mynteis og hindbærcoulis.

Da arrangørerne lægger vægt på, at aftenerne skal være helt unikke med en intim stemning, er antallet af deltagere begrænset. Da der plejer at være rift om pladserne tilrådes hurtig tilmelding. Billetter kan købes på Herregården Odden dagligt fra klokken 10 - 17 eller bestilles på telefon 98975202. Billetterne kan også købes på Hirtshals Turistbureau.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...