Spejderne i Mosbjerg fik travlt med at få "lopper" under teltdug

MOSBJERG: Det plejer at være godt vejr, når KFUM spejderne i Mosbjerg holder loppemarked. Det var det bare ikke i år.

Det var tørt til at begynde med, men kort efter markedet var åbnet, begyndte det at regne i stride strømme. "Lopperne" måtte i hast flyttes ind i teltene, så pladsen blev lidt trang.

Selvom det regnede var markedet pænt besøgt, og der var som sædvanlig nok at vælge imellem. Der var telte med alskens ting og sager samt masser af bøger og tøj samt møbler i høj kvalitet. Og når der var handlet, kunne man lige se, om det var muligt at vinde én af de flotte gevinster i tombolaen, eller man kunne prøve at gætte "fårets vægt", og blive den heldige ejer af et ægte levende får.

KFUM spejderne havde også sørget for, at ingen gik sultne hjem fra loppemarkedet. Der var opsat boder med pølser, frikadeller, vafler, kaffe og lagkage, alt til rimelige priser, og børnene kunne more sig med forskellige konkurrencer.

Spejderne håber selvfølgelig på et pænt overskud til spejderarbejdet i Mosbjerg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...